Om kurset
Håndledsskader og instrumentvedligeholdelse - hvordan hænger det sammen?
Dette kursus er rettet mod alle tandlæger, tandplejere og klinikassistenter, der dagligt arbejder med ikke-kirurgisk parodontalbehandling og gerne vil vide mere om forebyggelse af arbejdsrelaterede håndledsskader samt instrumenthåndtering.
I dette kursus har Tatiana Brandt samlet viden og inspiration for behandlere om forskning i muskelskeletlidelser, og hvordan det kan forebygge smerter og skader i hænder og håndled.
Kurset fokuserer på forekomsten af arbejdsrelaterede håndledsskader blandt tandlæger, tandplejere og klinikassistenter og undersøger nøje sammenhængen mellem ergonomi, vedligeholdelse af parodontale instrumenter og evidensbaserede anbefalinger i forhold til instrumentvalg.
Du vil få en grundlæggende forståelse af problemstillingen og vil gennemgå tre strategier til forebyggelse af belastninger i hænderne. Disse strategier støttes af konkrete eksempler fra både klinisk praksis og relevant litteratur. Da smerter i hænder og håndledsområdet oftere rammer tandplejere end andre tandfaglige professioner, samler Tatiana op på forskningen og associerede risikofaktorer i arbejdet som tandplejer og giver forslag til forebyggelse af karpaltunnelsyndrom og andre hånd- og håndledsskader.
Samtidig vil Tatiana gøre rede for betydningen af skarpe instrumenter. Du får konkrete, kliniske anvisninger, der kan hjælpe dig med at vurdere, hvorvidt instrumenter er hhv. slidte, slebet korrekt eller klar til at blive kasseret. Kurset vil omfatte evidensbaserede anbefalinger vedrørende instrumentvalg med det formål at optimere både behandlingseffektivitet og håndledssundhed. Du vil opnå kompetencer til at integrere disse afgørende elementer i deres daglige praksis, hvilket ikke blot vil bidrage til sundheden hos både behandler og patient, men også skabe en forbedret arbejdstrivsel.
